Stævning

Er du stævnet?

Hvis kravet imod dig er på under 50.000 kr. excl. renter og omkostninger) og du ikke har fremsat indsigelser over for kreditor, vil sagen imod dig sandsynligvis starte med , at din kreditor eller dennes advokat sender sagen direkte i fogedretten med et såkaldt betalingspåkrav, som forkyndes for dig. Du har da 14 dage til at fremsætte dine indsigelser.

Hvis du ikke fremsætter indsigelser, vil inddrivelsen af kravet fortsætte i fogedretten.

Hvis du fremsætter indsigelser, vil sagen overgå til civilretten og blive behandlet som en almindelig civil sag.

Hvis kravet imod dig er større end 50.000 kr. excl. renter og sagsomkostninger, eller hvis kreditor på forhånd er bekendt med , at du bestrider kravet, vil sagen bliver anlagt ved de almindelige domstole ved udtagelse af en stævning, som indleveres til retten

Når du er blevet stævnet, er det første der sker, at du får stævningen forkyndt - som oftest ved en stævningsmand.

Sammen med stævningen følger der en vejledning om, hvorledes du bør forholde dig, og det siger sig selv, at du gør klogt i at læse denne vejledning grundigt igennem.

Nogle domstole anvender den fremgangsmåde, at du indkaldes til at møde i et retsmøde på et bestemt tidspunkt, medens andre domstole anvender en såkaldt skriftlig forberedelse, hvor du anmodes om inden en frist på 14 dage efter stævningens forkyndelse at afgive skriftligt svar i sagen.

Hvis du ikke giver møde i det berammede retsmøde eller svarer skriftligt inden udløbet af den fastsatte frist, bliver du normalt dømt i overensstemmelse med påstanden i stævningen ved en såkaldt udeblivelsesdom, og du bliver desuden dømt til at betale sagsomkostninger.

Hvis du kan anerkende kravet i påstanden, herunder rentepåstanden, er der ingen grund til, at du foretager dig yderligere. De sagsomkostninger, som du bliver dømt til at betale, er lige store, hvad enten du giver møde og anerkender det rejste krav eller blot bliver dømt som udeblevet. Du kan på emne nr. 184 læse mere om udeblivelsesdomme.

Hvis du ikke kan anerkende kravet, vil vi råde dig til normalt at søge advokatbistand. Der er normalt ikke noget til hinder for, at du fører din sag selv, men i de fleste tilfælde må vi fraråde dig dette - i hvert fald hvis sagen ikke er helt ukompliceret. Hvis du opfylder de økonomiske betingelser for opnåelse af fri proces og retshjælp, vil advokaten hjælpe dig med ansøgningen om fri proces, og du kan gratis få udvidet retshjælp hertil. Det kan du læse mere om på emnerne nr. 163 og 164.

Hvis du ikke opfylder de økonomiske betingelser for fri proces, vil din retshjælpsforsikring meget ofte dække en stor del af omkostningerne i den pågældende sag. Det kan du læse mere om på emne nr. 165.

Kilde: Danmarks Familieadvokat (Emne 163, 164, 165 & 184 - www.familieadvokaten.dk)


 

Tilføjet til indkøbsvogn!


Gaeld.com ApS | Bernstorffsvej 246,1 | 2920 Charlottenlund
 Mobil: 22 44 74 03 | E-mail: mb@gaeld.com

© Copyright 2023 Gaeld.comApS

© 2024 Gaeld.com ApS — Designed by DAN®